Endnu en video...
Et fint overblik over appelformerne og brug af dem ifht Cicero's kommunikationsmodel.
- Ekspert- eller autoritetsargumentet, f.eks. ved henvisning til hvad andre videnskabsfolk har udtalt.
- referencegruppeargumentet, f.eks. ved at henvise til populære personer.
- ad-hominem-argumentet, hvor man f.eks. spiller på at påstanden kommer fra en person, der er kendt for at være pålidelig og ubestikkelig.
- mængdeargumentet, f.eks. "ni ud af ti udtaler ...", "tusind menneskerkan ikke tage fejl..."
- den menneskelige historie, f.eks. ved at fortælle en skæbnehistorie fradet virkelige liv.
- trusselsargumentet, som f.eks. handler om de negative konsekvenser,der vil indtræde, hvis man ikke gør som foreslået.
- lykkeargumentet, som modsat fremmaner alle de gode ting, der vil ske,hvis afsenderens budskab bliver til virkelighed.
Et eksempel på hvordan argumentation ikke virker når man ikke bruger Toulmins model...
Englænderen Stephen Toulmin har opstillet en
argumentationsmodel, der viser, hvilke elementer der indgår, når vi
argumenterer. Han nævner seks elementer, hvoraf de tre er faste og altid
forekommer i enhver argumentation, mens de tre andre ikke altid forekommer.
Derfor taler man om en grundmodel med tre elementer og en
udvidet model med alle seks elementer.
Grundmodellen
Grundmodellen
for al argumentation består af en påstand, et belæg og en hjemmel. Vi skal
dog være opmærksomme på, at en påstand meget ofte underbygges af flere belæg
og ikke kun af et, som modellen her viser.
Påstand
Påstanden er det synspunkt eller den holdning,
afsender søger at vinde tilslutning til hos modtageren. Påstanden er det
centrale i argumentationen, det som afsender vil overbevise
modtageren om er rigtigt.
Påstanden findes ved at spørge: Hvad vil afsenderen
have modtagerens tilslutning til?
Belæg
Belæggene er det grundlag eller den viden, afsender
bygger sin påstand på.
Belæggene findes ved at spørge: Hvad bygger afsenderen
påstanden på?
Hjemmel
Hjemlen skaber den logiske sammenhæng mellem
påstanden og belægget. Den indeholder et generelt generelt synspunkt, der
deles af afsender og modtager. Bliver ikke nødvendigvis sagt - kan godt være noget alle implicit er enige om.
2 eksempler:
Det er som regel sværest at skelne
mellem, hvad der er belæg og hvad der er hjemmel. Men hjemlen er som regel
det mest generelle udsagn.
Man skal også være opmærksom på, at det samme
udsagn godt kan være hjemmel i 'et argument og optræde som belæg i et andet.
Den udvidede model
I Toulmins udvidede model indgår der tre yderligere
elementer: styrkemarkør, gendrivelse og rygdækning:
Rygdækning
Rygdækning bruges til at styrke
sin argumentation med yderligere dokumentation.
Ofte består rygdækningen i at
henvise til forskning på området eller lang erfaring. Rygdækningen findes ved
at spørge: hvilke holdepunkter har afsender for at sige, at hjemlen er
korrekt.
Gendrivelse
Gendrivelse bruges til at imødegå kritik fra
modtageren. Med gendrivelsen foregriber man modtagerens indvendinger mod den påstand, man kommer med. Med gendrivelsen gør man
opmærksom på svaghederne i sin egen argumentation.
Man styrker herved sin
troværdighed og sikrer samtidig, at modtageren ikke får mulighed for selv at
pege på svaghederne.
Gendrivelse findes ved at spørge: i hvilke tilfælde
gælder påstanden ikke.
Styrkemarkør
Styrkemarkører er ord eller udtryk, som afsenderen
benytter til at understrege, i hvor høj grad han/hun står inde for påstanden.
Styrkemarkørerne kan enten optone argumentationen eller omvendt nedtone den.
Ord og udtryk som altid, sikkert, nødvendigvis, selvfølgelig, uden tvivl,
afgjort, ubetinget, verdens bedste kan f.eks. være med til at optone
argumentationen og understrege, at man mener, hvad man siger.
Ord som måske,
ofte, sandsynligvis, for det meste kan være med til at nedtone
argumentationen og pege på, at ens argumentation muligvis eller måske kan
være rigtig.
I mange reklamer bruges ofte optoning.
Styrkemarkører
findes ved at spørge: hvor sikker er afsender på påstanden.
2 eksempler:
|